Frugt
Hvad skal jeg have med af udstyr, når jeg plukker frugt?
En frugtplukker kan være en god hjælp til at nå frugterne på træet - ellers kan du bruge en stige eller kasse som forlænger. Tag også en kurv eller kasse med til at opbevare frugterne i. Hvis du regner med at plukke mange frugter, så tag flere kasser med til opbevaring - gerne kasser, der kan stables. Det er vigtigt, at frugterne ikke ligger i for mange lag - ellers bliver de mast. Men de skal også pakkes tæt, så du kan transportere dem, uden at de bliver kastet rundt. Hvis du skal transportere frugterne langt, kan det være en god ide at pakke lidt avispapir omkring dem, så de ikke rasler rundt og bliver stødt.
Hvordan plukker jeg frugt?
Frugter er plukkeklar, hvis de selv slipper grenen, når du drejer dem en halv omgang. Ellers er de ikke modne endnu, og skal sidde længere. Et godt trick med æbler og pærer er at plukke en frugt, dele den på midten (eller bide ind til kernehuset) og se på kernerne. Hvis de er meget lyse eller lysebrune, så var frugten ikke klar til at blive plukket. Men hvis kernerne er mørkebrune hen mod det sorte, er frugten moden. Pas på, du ikke kommer til at støde de modne frugter, når du plukker dem - et lille stød kan betyde, at der går mug i frugten, så det kan godt betale sig at være forsigtig.
Hvordan opbevarer jeg frugt?
Det er meget forskelligt, hvordan frugt skal opbevares, men tørt, koldt og mørkt er et godt udgangspunkt. Æbler og pærer kan holde i flere måneder, hvis du opbevarer dem rigtigt. Tjek løbende dine frugter for tegn på mug, og fjern de ramte frugter hurtigst muligt, så de ikke smitter resten af høsten.