Er du skolelærer? Gå til undervisnings-sitet her

Gråbynke

Gråbynke er en udbredt ukrudtsplante, som de fleste kender fra byggetomter, grøftekanter og vejsider. Men gråbynke, der også bliver kaldt fattigmandspeber, er med sin krydrede aroma en af de urter, der kan bruges meget bredt i køkkenet.

  • Sankested

    Gråbynke finder du især i områder, hvor mennesker har rodet i jorden. Langs veje og hegn, i grøftekanter, i haver, ved byggepladser og grusgrave. Den gror kort sagt overalt, hvor der er næring i jorden og godt med lys og trives bedst på tør, lidt sandet jord.

  • Strandeng, vandløb, by, hegn, grøftekant, græsland.
  • Sæson

    Du kan plukke gråbynke fra maj til oktober.

  • Maj, juni, juli, august, september, oktober.
  • Beskrivelse

    Gråbynke er normalt mellem 60 cm og halvanden meter høj, men kan i sjældne tilfælde blive op til to meter med et omfang på en meter, hvis den trives godt. Den har en rødbrun, grov stængel med mange sideskud. Bladene er fligede og minder i formen om tang. De er mørkegrønne og glinsende på overfladen med en mat, grågrøn underside. I toppen af planten sidder langs stænglen klaser af gråbrune blomster på to til tre mm, der ligner små knopper.

  • Sankning

    Som sanker er du interesseret i den øverste del af planten med de mange blomsterknopper - typisk kviste på mellem 20 og 30 cm. Der er mest smag og aroma i planten, når knopperne ikke længere er grønne, men er modnet og har haft tid til at tørre lidt. Stænglerne kan være seje, så tag eventuelt en kniv eller grensaks med. Gråbynke anses som en ukrudtsplante, så du må godt plukke rigeligt. Gråbynke-pollen fremkalder allergi, hvis man er bynkeallergiker, men det er ikke allergifremkaldende at spise tilberedt gråbynke.

  • NB!

    Ifølge Miljø- og Fødevareministeriets planteliste bør planten spises i begrænset mængde, da planten indeholder store mængder thujon, som er et giftigt stof. Thujon findes også i en lang række af krydderplanter såsom havemalurt, salvie, timian og rosmarin i forskellige mængder.

Risiko for forveksling

Gråbynke kan forveksles med strand-malurt og have-malurt, som også er spiselige. Den kan også forveksles med andre bynkearter, der typisk er for bitre til at spise.