Hyldeblomst
Hylden er et såkaldt værnetræ, som man i fordums tid plantede for at beskytte sit hus mod troldpak og ondskab. Kærlighedsgudinden Freja boede ifølge den nordiske mytologi i et hyldetræ, og hyldens forskellige plantedele bliver også flittigt brugt i naturmedicin - og i køkkenet.
-
Sankested
Hylden vokser på frugtbar jord i skovbryn, parker og hegn - og rigtig meget i naturområder omkring menneskelige beboelser, hvortil den ofte forvilder sig fra en kultiveret havetilværelse. Den klarer fint både vind, frost, salt og skygge.
Strandeng, løvskov, nåleskov, by, hegn.
-
Sæson
Hylden blomstrer typisk i juni, og blomsterskærmene er plukkeklar omkring Sankt Hans.
Blomster: Juni.
-
Beskrivelse
Hylden er en meget almindelig busk eller træ på op til syv meter, der i juli blomstrer med små, flødehvide blomster i runde skærme med en diameter på 10 til 20 cm. Knæk en gren over og bemærk den hvide kerne, der løber gennem træet. Barken er gråbrun og ofte dækket med et grønligt algelag. Hver af de små blomster giver et enkelt, lille hyldebær med en dyb lilla farve og et skinnende ydre.
-
Sankning
Klip de hele blomsterskærme af med en saks, men lad være med at ribbe en hyld totalt for blomsterskærme, for så har den ingen chance for at få bær senere på året. Hvis du kun skal bruge de enkelte blomster (og ikke hele skærme), kan du uden at skære skærmen af ryste den ned i et pudevår eller en pose, så alle de løse blomster falder af, mens resten bliver siddende på planten - og får lov til at udvikle sig til bær. Hyld har en tendens til at blive angrebet af lus og tordenfluer, så inden du plukker, er det en god idé lige at sikre sig, at planten er pæn og fri for dyr.
Risiko for forveksling
Den spiselige hyld kan forveksles med den giftige sommerhyld, som dog ikke er et træ, men en staude - og altså kun er étårig. Sommerhylden har også mere blegrøde blomster, som lugter lidt af marcipan. Druehylden er også giftig og kan kendes på, at bærrene er mindre mørke og sidder i ægformede fremfor cirkelrunde skærme. Grenenes marv på druehylden er desuden ikke hvid, som det ses på den spiselige hyld.
