Brunstokket Rørhat
Brunstokket rørhat er en meget eftertragtet spisesvamp med flot, nøddebrun hat og lysebrun stok, som trives i det sure mørke under tunge nåletræer. Tænk på den som en karljohan light.
-
Sankested
Brunstokket rørhat er rimelig udbredt i nåleskove og kan endda undertiden findes i løvskove, hvor bunden er hen mod det sure. Den holder meget af de mørkeste områder i nåleskoven, hvor nåledækket er massivt, ved træstubbe og i udkanten af rydninger i fyrreskove.
Nåleskov.
-
Sæson
Brunstokket rørhat topper i september og oktober, men du kan også være heldig at finde den hen over sommeren og ind i november. Et varmt og vådt efterår giver ekstra mange rørhatte.
Hele svampen: Juli, august, september, oktober, november.
-
Beskrivelse
Med sin halvkugleformede, chokoladebrune hat og grønlige rør er brunstokket rørhat til at genkende. Selve stokken er brunstribet, men lysere end oversiden af hatten, der også er mere heldækkende i farven. Efterhånden som svampen bliver ældre, bliver hatten mere uregelmæssig i formen for til sidst at blive nærmest flad. Med alderen kommer også et lidt glinsende udseende på hatten, ligesom svampens kød bliver mindre fast. Brunstokket rørhat bliver op til 15 cm høj med en diameter på hatten i nærheden af 12 cm. Når du skærer svampen igennem eller trykker på rørenderne, vil du bemærke, at kødet bliver lidt blåligt.
-
Sankning
Skær svampen af en centimeter over jorden og børst det værste jord af med en lille børste. Du kan også komme af med de smudsige dele ved at spidse bunden af stokken med en kniv. Snegle og orme er ret vilde med brunstokket rørhat, så tjek efter i skærefladen om svampen er angrebet af utøj, eller om kødet er pænt og ensartet. Ofte er det kun stokken og den midterste del af hatten, der er angrebet af orm.
Risiko for forveksling
De jævnt brune farver og de grønligt gule rør, der bliver blå, når man trykker på dem, gør brunstokket rørhat nem at kende. Den kan dog i en håndevending forveksles med andre (spiselige) rørhatte som brungul rørhat, broget rørhat og kornet rørhat, der dog ikke er helt så spændende i et køkken.