Er du skolelærer? Gå til undervisnings-sitet her

Strandkarse

Vær varsom, for strandkarse slår igen. Ikke uden grund kalder man den for Nordens wasabi, den smager nemlig som den japanske peberrod, du får til din sushi. Nogle synes endda, at den er bedre til sushi end den japanske version, fordi den ikke dominerer dine smagsløg i lige så høj grad.

  • Sankested

    Strandkarse findes langs kyster i den sydlige og østlige del af landet. Det er en meget hårdfør plante, der kan klare sig helt ud til vandet, i fuld sol og med en hel del vind. Den har brug for salt i jorden for at kunne overleve, så du finder den typisk på strande, hvor rådnende tang giver god næring til jorden, eller længere inde på land, hvor jorden er mere næringsrig, men stadig salt. Du kan også finde den langs havneløb og på havneanlæg mellem klipper og stensætninger.

  • Strandeng, strand, by.
  • Sæson

    Strandkarses blade og skud kan du plukke fra maj til august. Blomsterne plukker du hen over sommeren, mens frøene er klar sidst på sommeren.

  • Blade, skud og blomster: Maj, juni, juli, august.
    Frø: August, september.
  • Beskrivelse

    Strandkarse er en gråligt grøn urt, der kan blive op til en meter høj. Den har en mat, bleggrøn stængel og aflange, ovale blade, der ender i en spids. Overfladen på bladene er blank og voksagtig, og kanten har små, skarpt definerede takker. Den begynder sæsonen som en buket af blade, der stikker op af jorden. Senere får den stængel, forgrener sig lidt og vokser lige op i luften. Den får små, hvide blomster, der sidder samlet i små kugler i toppen af planten. Frøene er flade og ligner frø fra peberfrugter, bare bleggrønne.

  • Sankning

    Strandkarse skal sankes med kniv eller grensaks for ikke at hive roden med op. I begyndelsen af sæsonen plukker du bladene, senere kan du plukke hele toppen af planten med stængel, blade og det hele. Mærk hvor langt ned den er bøjelig og blød og klip her. Gå helst efter de spæde og lysegrønne dele af planten. De smager bedst.

Risiko for forveksling

Ingen risiko for forveksling.